Tuesday, August 12, 2008

Russia, a case for the psychiatry

Medvedev was allowed to say that "The agressor has been punished". Looking at all the "prominent" leaders in Russia who has been present in the media the last days, you might wonder how they manage to be so consistent in their distorted view of realities and portrayal of them selves and their nation. The grandiose self emerges in their "punishment" of the bad naighbor, failing to consider that most of the world remember FSB's blowing up huge apartemets buildings in Moscow in 2000 to legitimize the extermination of Chechenya by blaming "Chechen terrorists" for the deed. The massacres in Chechenya have been documentet throug many documentaries and pictures, not to mention through reportages from now killed journalist like Politkovskaya. And not to mention the ethnic cleansing Russian military forces did in Abkhazia in the early 90ties, where nearly 400 000 Georgians were forced from their homes by Russian SPETZNAS forces in cooperation with terrorist Shamil Basajevs forces, and into Georgia, where most still live in extreme powerty without any belongings. The Georgian army had ealier, with considerable brutality, tried to fight the separatisk groups, and thereby lit the fire.
I wrote on this blog 11. july that I feared for a war. That was because of all the provocations Russia did to the Georgians. I watched the events leading up to the armed intervention in South Ossetia by the Georgians. It started early in july with separatists attacking official Georgian vehicles with bombs, and a threat to asassinate the South Ossetian leader which is loyal to the Georgian. (There are two different groups in S-Ossetia, one of them ethnic Georgians. The South Ossetian separatists have been armed and financed by the Russian, like the separatists in Abkhazia). And the night of 7. august separatist started to shoot at them, placing Saakashvili in the impossible dilemma of protecting Georgian citizens or run. Georgian forces entered the region, and protected their citizens. Then out of nothing 150 tanks came rolling out of from Russian side. Saakashvili ordered a unilateral ceasefire, but failed to get contact with the separatists. This was widely covered by several TV channels. ( And I have a degree in media analysis, so I am not easily fooled by propaganda). The parliament speaker Bakradze later stated that they had fired at this massive force of Russian tanks to stop them entering Georgian territory. This was the Russian trap. A carefully planned trap, where Georgia was forced to protect their citizens, and thus gave the Russians legitimacy to attach, seize South Ossetia, and ALSO Abkhazia which has been on their wishlist for several years. They deployed 3000 new troops in there in may-june. It also need to be said that Saakashvili for several years have tried to get sufficient monitoring of the breakaway regions without much luck. This is also something that Transparency international has pointed out as a crucial point fuelling the conflict.
Another aim was also to exercice power towards the west, remove Saakashvili, and destroy Georgias possibilities for a NATO membership.
Who was the agressor, and has he been punished? I think Russia is a case for the psychyatry and Haag rather than the Securitycouncil.

3 Comments:

Blogger Josef Boberg said...

Hmmm...

Tuesday, August 12, 2008 1:10:00 pm  
Anonymous Ole Pedersen said...

Du må lese denne analysen , stemmer den med din.
Danske Dagbladet Information

http://www.information.dk/163560

Et træk fra Putins hånd
Af: Robert Kagan
Krigen i Georgien udspringer ikke af den lokale strid med sydosseterne, men af Ruslands genfundne stormagtsarrogance, og ville være kommet før eller siden

De præcise enkeltheder om, hvem der gjorde hvad for at udløse Ruslands krig mod Georgien er ikke videre væsentlige. Husker De måske det detaljerede forløb ved Sudeterlandskrisen, som førte til Nazitysklands besættelse af Tjekkoslovakiet? Nej, selvfølgelig ikke, fordi denne moralsk tvetydige tvist med rette huskes som en mindre del af et langt mere omfattende drama. Begivenhederne i den forløbne uge vil blive husket i et lignende lys. Denne krig begyndte ikke, fordi Georgiens præsident, Mikhail Saakasjvili forregnede sig. Det er derimod en krig, som Moskva har søgt at fremprovokere i nogen tid.

Den mand, som engang kaldte Sovjetunionens sammenbrud for "det 20. århundreds største geopolitiske katastrofe" har genoprettet et virtuelt zarstyre i Rusland og stiler efter at genindsætte sit land i dets engang så dominerende rolle i Eurasien og verden. Bevæbnet med velstand fra olie og naturgas, et noget nær monopol på energiforsyningen til Europa, tusindvis af nukleare sprænghoveder og verdens tredjestørste militærbudget har Vladimir Putin skønnet øjeblikket opportunt til at foretage et afgørende nyt træk.

Det er Georgiens ulykkelige skæbne at grænse op til en ny geopolitisk brudzone, der løber langs Ruslands vestlige og sydvestlige grænser. Fra Baltikum i nord gennem Centraleuropa og Balkan til Kaukasus og Centralasien er en ny geopolitisk magtkamp brudt løs mellem et selvbevidst revanchistisk Rusland på den ene side og Den Europæiske Union og De Forenede Stater på den anden.
'Farvereaktion'

Putins aggression mod Georgien lader sig ikke alene forstå ud fra Tbilisis ambitioner om NATO-medlemskab eller hans irritation over Kosovos uafhængighed. Den er først og fremmest en reaktion på 'farverevolutionerne' i Ukraine og Georgien i 2003 0g 2004, da provestlige regeringer afløste prorussiske. Hvad Vesten hyldede som en opblomstring af demokrati, opfattede den autokratiske Putin som geopolitisk og ideologisk omringning.

Lige siden har Putin været fast besluttet på at bremse og om muligt tilbagerulle den provestlige strømning ved Ruslands grænser. Ydermere forsøger han på at udskære en indflydelseszone inden for NATO med en ringere sikkerhedsstatus for de lande, der ligger langs Ruslands strategiske flanker. Dette er det primære motiv bag Moskvas opposition imod USA's missilforsvarsprogrammer i Polen og Den Tjekkiske Republik. Hans krig mod Georgien er del af denne større strategi. Putin bryder sig ikke mere om nogle få tusinde sydossetere end han gør om Kosovos serbere. Erklæringer om pan-slaviske sympatier er rene påskud, der skal opmuntre russisk stormagtsnationalisme på hjemmefronten og udvide Ruslands magt i udlandet.
Jeltsins skyld

Beklageligvis ser denne taktikker ud til at give bonus. Mens russiske bombefly angriber georgiske havne og baser, bebrejder europæere og amerikanere, deriblandt flere højtstående figurer i Bush-regeringen, nu Vesten for at have presset Rusland for hårdt på en række områder.

Det er korrekt, at mange russere følte sig ydmyget over den måde, Den Kolde Krig endte på, og samtidig har Putin overtalt mange til at give Boris Jeltsin og de russiske demokrater skylden for denne kapitulation til Vesten. Stemningen kan minde om den, der herskede i Tyskland efter Første Verdenskrig, da tyskerne beklagede sig over 'det skammelige diktat fra Versailles', som blev påtvunget et svækket Tyskland af de sejrende magter og over de korrupte politikere, som havde dolket nationen i ryggen.

Såvel nu som dengang er sådanne følelser forståelige. I dag bliver de imidlertid bevidst manipuleret med henblik på at retfærdiggøre autokrati i Rusland og for at få vestmagterne til at indse, at imødekommenhed, for ikke at sige eftergivenhed, er den bedste politik.
I Putins fælde

Men realiteten er, at i de fleste af disse spørgsmål er det fra Rusland og ikke fra Vesten eller det lille Georgien, at det største pres udgår.

Det var Rusland, som slog sig i tøjret i Kosovo, et område, hvor Rusland ikke havde nogen interesser af betydning ud over den erklærede pan-slaviske solidaritet. Det var Rusland, som besluttede sig for at gøre en mindre udstationering af nogle få missilforsvarsanlæg, der umuligt kunne nytte noget over for Ruslands vældige arsenal til et større geopolitisk konfrontationsspørgsmål. Og det er Rusland, som har anstiftet en krig mod Georgien ved at anspore sydosseterne til at intensivere presset på Tbilisi og stille krav, som ingen georgisk leder ville kunne acceptere.

Hvis Saakashvili ikke var gået i Putins fælde i denne omgang, ville en anden gnist i sidste ende have antændt striden.

Diplomater i Europa og Washington er af den opfattelse, at Saakashvili begik en fatal fejl, da han indsatte tropper i Sydossetien i sidste uge. Det er muligt. Men hans i sandhed monumentale fejl var at være præsident for et lille overvejende demokratisk og urokkeligt vestligt orienteret land ved grænsen til Putins Rusland.

Historikere vil komme til at se den 8. august 2008 som et vendepunkt af lige så stor betydning som den 9. november 1989, da Berlinmuren faldt. Ruslands angreb på det suveræne Georgiens territorium markerer historiens officielle genkomst, ja næsten en tilbagevenden til 1800-tallets stormagtsrivaliseringer, med alt hvad dertil hører af giftig nationalisme, kappestrid om ressourcer, kampe om indflydelse og territorium og endog - uanset om det chokere vores 21. århundredmentalitet - brugen af militærmagt til at nå geopolitiske mål.

Vi vil fortsat have globalisering, gensidig økonomisk afhængighed, ligesom EU vil bestå sammen med andre forsøg på at opbygge en mere perfekt international orden. Men disse bestræbelser vil være oppe imod og til tider blive overvældet af de barske realiteter i international magtpolitik, som har bestået i umindelige tider. USA's næste præsident må hellere være beredt.

Robert Kagan er sikkerhedspolitisk analytiker ved tænketanken Carnegie Endowment for International Peace og en af USA's bedst kendte nykonservative intellektuelle

© New York Times Syndicate og InformationOversat af Niels Ivar Larsen

Tuesday, August 12, 2008 11:57:00 pm  
Blogger Eistein G. said...

Hei, Ole. Denne analysen er identisk med min oppfatning av konflikten og motivene bak den. Jeg skulle gjerne ha skrevet den selv :-)

Wednesday, August 13, 2008 12:30:00 am  

Post a Comment

<< Home